Et brændende ønske om at blive vinbønder fik ægteparret Peter og Karen Dartley til at rejse over 3 kontinenter for at finde det perfekte sted til at producere vine. De kom til Mendoza i Argentina i begyndelsen af 2006 og vidste med det samme, at de ikke behøvede at søge længere; de var kommet til det rette sted. Et gammelt vineri fra 1937 i byen Perdriel (kun små 20 min. fra Mendoza) er blevet fuldstændig gennemrenoveret og udstyret med top moderne vinifikationsudstyr. Vinhuset er malet i en smuk gylden sandfarve, deraf navnet CASARENA, der på spanske betyder ”huset af sand”. CASARENAS vinmarkerne er beliggende i subregionerne, Agrelo og Perdriel i det sydlige Mendoza. Netop købet af markerne med Cabernet Sauvignon var et hårdt slag mod berømte Catena Zapata, der i mange år havde fået deres allerbedste Cabernet Sauvignon-druer fra netop disse marker, der leverer topkvalitet. Og det er her, i næsten 1000 meters højde, at Malbec-druen viser sig fra sin allerbedste side. Alle marker er dækket af net, der beskytter stok og drue mod de kraftige haglbyger, der kan forekomme 4-6 gange i løbet af året. Kapaciteten er på 650.000 ltr. i deres store cementtanke (indbygget kølesystem) og derudover ligger 175.000 ltr. i rustfri ståltanke. Til lagringen er der bygget et temperatur- og fugtkontrolleret rum med 400 egetræsfade.
Peter og Karen hentede også et par kompetente herrer til produktionen af husets vine. De to vinmagere, Bernardo Bossi & Alejandro Sejanovich, kommer begge fra det vinhus, der for alvor satte Argentina på vin-landkortet, nemlig berømte Catena Zapata. Alejandro er meget optaget af at finde ind til ”rødderne” af Malbec. Derfor arbejdes der seriøst med udvælgelse af stiklinger fra de bedste vinstokke til udplantning og podning (Massal Selection). Denne teknik bruges på alle de forskellige parceller/marker med de ligeså forskellige Malbec-populationer. Denne teknik bruges i stedet for kloning, hvor alle stokke ender ud i ens genetisk herkomst. Ambitionerne er høje og der bliver derfor arbejdet hårdt i både mark og i vineri for at opnå de ønskede resultater og kvaliteter. Første årgang var 2009 og her høstede huset allerede flotte anmeldelser.
Bodega Casarena har i år indviet deres nye ”Visitor Center” med bl.a. en stor og flot restaurant, der bliver forpagtet af den koreansk/amerikanske sushi- og fusionskok, Chef Mun. Ægteparret Dartley mødte Chef Mun på den amerikanske ambassade i Buenos Aires og var ikke i tvivl om, at han skulle åbne sin nye restaurant på Casarena. Mun er født i Korea, men opvokset på Hawaii og L. A. Angeles, hvor han blev udlært som kok og derefter arbejdede hos de allerbedste kokke. Efter at have besøgt Argentina flere gange som turist, blev Chef Mun så grebet af den energi og kultur, der er i Argentina, at han måtte prøve sine evner af her. Chef Mun har sat helt nye standarder i Mendoza. Og dét i et kødland som Argentina, hvor man til et måltid altid beregner 500 g. kød per person!
Stokkene er ca. 30 år gamle og står på en jordbund består af 30-40 cm. muldjord, så et kalkholdigt lag og i bunden ligger store kampesten.
Produceret på 100 % Cabernet Sauvignon. Fadlagret i 18 mdr. på nye franske fade.
”Owen’s Vineyard” Cabernet Sauvignon dufter blandt andet af modne solbær, brombær og blommer med sågar et hint af blyantstift fra egetræsfadene. Med sin elegante struktur, eksplosive smag og fløjlsagtig tekstur får man her en utroligt kompleks vin, der byder på en bred vifte af aromaer og smagsindtryk og efterlader en lang eftersmag.